mandag den 19. august 2013

Kartoffelsalat

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg godt kan lide kartoffelsalat med masser af snask - og en eller anden dag, kommer der selvfølgelig også en opskrift på min mors fantastiske kartoffelsalat herinde. Men denne gang fandt jeg en masse lækre grøntsager, og den blev derfor tvistet en smule til en lidt sundere version.

Jeg har mange gange spist den her kartoffelsalat til grillmad og jeg synes det fungerer ret godt - jeg savner næsten ikke den snaskede (og så alligevel lidt) På billedet nederst har jeg serveret den med en grill-snask sauce - en såkaldt romanesco-sauce af peberfrugt, tomat og mandler - som nok kommer på bloggen imorgen, og den fungerer lige så godt til grillmad som kartoffelsalaten.

Ift. mængder vil jeg lade det helt op til dig selv at vurdere, hvor meget der skal i af de forskellige ting, og jeg er desuden ret sikker på, man kan putte det i, som man har lyst til. Du kan selvfølgelig vælge at lade det hele være råt (selvfølgelig undtagen kartoflerne) men jeg synes det gør mere spændende og interessant fx at dampe ærterne, riste pinjekernerne og koge aspargesene bare lige lidt. Men det er selvfølgelig helt og holdent op til dig selv at vurdere.

Ingredienser

  • Kartofler - skræl og kog dem med salt i god tid, så de kan nå at køle af. Skær i mundrette stykker, når de er kolde
  • Bælg ærterne (eller tag nogen fra fryseren) og damp dem i 3-5 minutter. Der er flere måder, men jeg gør det, at jeg sætter et dørslag over en gryde kogende vand og folder sølvpapir tæt hen over - det fungerer bedst hos mig.
  • Bræk enderne af aspargesene, fyld en gryde med kogende vand og salt og giv dem 30-45 sekunder afhængig af mængden. Køl ned, inden du skærer dem i små stykker. 
  • Gulerødder, spidskål og radiser hakkes i skiver, stykker, etc. 
  • Pinjekerner ristet på panden ved lav varme - det tager lidt tid, men er umagen værd. Du kan også bruge solsikkekerner eller andre favorit-nødder.
  • Skær feta-ost i små tern
  • Bland det hele undtagen pinjekerner i en stor skål, krydr med salt og peber og hæld en dressing hen over. Jeg plejer at køre 3 gange rundt med olivenolie og 1 gang rundt med en eddike - i dette tilfælde en hindbæreddike, men æble eller anden eddike kan helt sikkert også bruges.

Bland det hele godt rundt endnu engang - smag til. Skal den have mere dressing? Mangler kartoflerne salt? Stil på køl indtil spisetid og hæld pinjekernerne over lige inden servering. Velbekomme!




torsdag den 15. august 2013

Grillet majskolber med smør

En hurtig ret at forberede, hvis du lige skal have lidt lækkert at grave i til grillmaden - eller selvfølgelig, hvis du får spareribs, så er grillet majskolber nærmest et must til de allerede fedtede fingre.



Tag bladene og skægget af majskolberne - skær dem halvt over og læg dem i koldt vand i 1 time.

Smør hver majskolbe med smør - ligesom du smører din rugbrødsmad - altså hvis du bruger smør på rugbrød. Det er selvfølgelig frit for at lave en kryddersmør af en art, fx hvidløg, forskellige krydderurter eller måske ølsmør. Drys med salt og peber og pak kolberne ind, så de har minimum 3 lag folie over det hele. Det kommer selvfølgelig af sig selv, hvis man ruller dem.


Der er forskellige måder at grille dem på. Inddirekte varme over lang tid - måske 30 minutter. Eller direkte varme, hvor de vendes hver 2. minut indtil de har fået lidt grillstriber. Den nemmeste måde at tjekke det på er selvfølgelig ved at åbne en af dem og se på den. Du kan også kombinere begge grillmetoder, hvis du har en steg, der skal hvile inden udskæring.

Spis dem varme og husk servietter til de fedtede fingre

Kartoffelpakker til grillen

Kartoffelpakker til grillen er relativt simpelt og ret nem at gå til - til jer med børn, så er jeg ret sikker på, at børnene selv finde ud af, hvad de vil have i grill-pakken. Det er nemlig kun fantasien, der sætter grænsen.
I vores grillpakker var der følgende:
  • 1 kartoffel i tern
  • 1 gulerod i stykker
  • 2 skalotteløg i både
  • 4 fed hvidløg med skal
  • 2 spsk hvidvin
  • salt og peber
  • en klat smør
  • chiliflager
Til hver pakke tager man et stort stykke folie og folder det dobbelt - ellers er der tendens til, det går i stykker på grillristen og man mister saft og kraft (læs sovsesnasket) til grillen i stedet for tallerkenen. Læg kartofler nederst, derefter løg, hvidløg og gulerødder. Fold kanterne op og hæld hvidvin ved. Derefter kommes der en klat smør og sluttes af med salt, peber og chiliflager. Når alt er kommet i sølvpapirspakken folder man siderne godt sammen, så pakken er godt og grundigt lukket.


Under kan du se pakken efter ca. en time på grillen - faktisk sammen med kalkun-rullestegen. Kartofler og grøntsager godt møre, mens smørret er smeltet ned over det hele og sammen med hvidvinen danner en lækker sky i bunden af pakken.


Kalkun-rullesteg til grillen

Hjemmelavet kalkun-rullesteg med hjemmelavet marinade. Et forsøg helt fra egen fantasi, der til dels lykkedes - marinaden kom på lidt for tidligt i grillen, så stegen blev lidt branket hist og her og grillen havde lidt for høj varme, så det yderste blev en anelse tørt. Ellers er jeg ret meget tilfreds med forsøget.

Ingredienser til stegen:
  • Et kalkunbryst
  • 8 skiver bacon
  • 1 dåse ananas
  • 6 forårsløg
  • 1 tsk chiliflager
Skær kalkunbrystet op på midten, læg det mellem to store stykker folie, tag en tung gryde og bank det fladt. Det koster lidt kræfter, men det skal bare have noget tæsk. Jeg vil tro, vores var ca. 1 cm tyk over det hele - plus-minus.
Lav derefter fyldet, hvor du hakker bacon, ananas (uden saft - gem saften), forårsløg i små stykker og blander med chiliflager og sort peber. Fordel fyldet på det flade kalkunbryst - dog ikke til kanter i siden og den ene, der slutter yderst, når du ruller.
Rul så stramt du overhovedet kan, og bind det hele fast med kødsnor - der er vist en teknik, men den kan jeg ikke lige forklare.
Grunden til jeg bruger bacon er fordi kalkunbryst - i min verden - har lidt tendens til at blive tør. Derefter fik den masser af fedtholdig bacon til at give smag og fedme til stegen indefra. Jeg synes, kombinationen fungerede ret godt.

Man kan selvfølgelig bruge en købemarinade, men i stedet for at smide ananassaften ud, kan man bruge den som grundbase i en ret hurtigt marinade. Nedenstående ingredienser havde jeg lige i køleskabet og jeg egentlig ud fra følgende tankegang om noget sødt, surt, stærkt og salt samt lidt umami-smag, som jeg synes ketchup har tendens til det at have sammen med soya.

Ingredienser:
- saft fra ananas
- 2 spsk brun farin
- 1 spsk ketchup
- 1 spsk vineddike
- 1 spsk soya
- Chiliflager efter behag

 Kog det hele ind til en tyktflydende konsistens. Det tager ikke så lang tid.




Derefter er det hele klar til grillen. Jeg grillede det over inddirekte varme i 1 time og 15 minutter til en centrum-temperatur i kødet på 83 grader. Dog skal det ikke have for høj varme i starten, så pas på med at give den for meget gas med grillkullene. Jeg er dog heller ikke en grill-ekspert, så det er jeg sikker på, du kan læse dig til andre steder herinde på nettet.
Som du kan se på billedet, blev vores kalkunrullesteg lidt sort på ydersiden. Det skyldes dels den høje varme, dels at jeg penslede med marinaden til at starte med. Jeg vil derfor anbefale, at man først pensler med marinade halvvejs i grill-tiden.


Server med dine yndlingsting til grillmad. Inden længe burde bloggen også indeholde mine favoritter fra sommerens grill-aftener.

fredag den 2. august 2013

Syltede skalotteløg

Når der her i sommerperioden er masser af lækre grøntsager til salaten, synes jeg, det kan blive en smule ensformigt ift. smagen. Derfor fandt jeg i en Claus Meyer opskrift en lynhurtigt opskrift på syltede løg. Det er egentlig en helt klassisk opskrift, hvor man sagtens kan skifte mellem forskellige eddiker og sukkerarter.

2 skalotteløg i tynde strimler
2 spsk sukker
2 spsk æblecidereddike
Lidt salt og peber

Bland de tre ting så alt er dækket af væske og lad dem stå mindst 2 timer og trække i køleskabet. Rør evt. lidt rundt undervejs. Simpelt!

Jeg kan dog tilføje, at jeg synes klart det er bedst, hvis man skiller løgenes lag ad, således at der er mulighed for at trække mere smag ind. Desuden bliver de endnu bedre jo længere tid de står - de bliver selvfølgelig også blødere, men den skarpe smag af løg forsvinder med tiden og bliver i stedet erstattet af en blanding af sødme og syre. Jo længere tid de står og trækker, jo mere væske vil saltet trække ud af løgene, og den væske kan man sagtens bruge som dressing til salaten. En anden mulighed er som tilbehør til et tapas / antipasti-bord med ost og pølse eller som lidt surt til forskellige kødretter og rugbrødsmadder. Jeg synes i hvert fald, der er masser af anvendelsesmuligheder til det mad jeg spiser.

Der er ikke noget billede men under de tre kartoffelmadder, kan du se hvordan ovenstående opskrift ser ud. Man kan selvfølgelig også skifte sukker ud med honning og æblecidereddike med hindbæreddike eller balsamisk eddike. Det er masser af muligheder. Jeg er også helt overbevist om, at skalotteløgene kan erstattet af rødløg - i så fald vil jeg i hvert fald give det mindst 4 timer at trække i.

torsdag den 1. august 2013

Brødcroutoner


De fleste kender at man har brød til overs, som ikke rigtig egner sig til andet end halvkedelig ristet brød. Ikke at der er noget galt med det, for det er ikke helt ved siden med smør, der smelter stille og roligt - men det kan man jo ikke spise hele tiden.

Det er egentlig ikke svært det her, men det løfter lige den knasende effekt ovenpå en salat og i min optik behøver man således ikke have brød til ved siden af pasta-salaten eller hvad man nu spiser.



Skær kanterne i brødet og skær i terninger af 1 x 1 cm. Jeg plejer også at skære skiverne i 1 cm. tykkelse, så det hele nogenlunde passer i størrelse og alle bliver færdige samtidig.





Bland brødterningerne i et fad med olivenolie - mængden er svær, men de skal alle være dækket sådan nogenlunde. Tilføj salt, og lige et ord eller to om salt. Jeg vil klart anbefale noget flagesalt, når det sådan skal drysses hen over noget. Jeg bruger Maldon Seasalt, som jeg synes er helt fantastisk. Jeg bruger det også på alt mad, hvilket nok er lige lovligt voldsomt, men det smager godt! Hvis man bruger alm salt, kan det nogle gange være lidt for voldsomme saltsmag, fordi saltkornene bliver for store og ligeledes kan en dårlig kværn også medføre det. Tilføj desuden et krydderi, hvis du føler for det. Frisk rosmarin eller timian er helt perfekt og giver en god smag, men tørret kan også gå an. Bland det hele godt rundt, så alt er fordelt nogenlunde og sørg for det ligger i et lag - sådan nogenlunde.

Sæt det ovnen ved 200 grader og giv det omkring 20 minutter. Det afhænger dog lidt af hvor tørt brødet er kontra olie osv. Jeg vender dem ca. hver 5 minutter, da de så bliver lidt vendt rundt i olien, saltet og krydderiet, der automatisk ligger i bunden af fadet. Tag dem ud når du synes de har den helt passende knasende croutonlyd og køl dem af inden de bruges som topping på salaten eller andre steder. Der skulle forresten være et billede af det færdige resultat - det har jeg ikke, men oploader en dag i fremtiden, hvor jeg har tørt brød i overskud.

Så blev det alligevel en halvlang blog, selvom det egentlig er noget så simpelt... hmm...

3 Kartoffelmadder

Det her er egentlig ikke en blog med noget nyt og epokegørende i maduniverset, men bare 3 kartoffelmadder, jeg fik lavet af gårsdagens rester. Som en lille ekstra bonus, har jeg selvfølgelig selv lavet rugbrødet også. Den opskrift på rugbrød kan du finde et andet sted på bloggen en dag.


Kartoffelmad nr. 1:
Det er meget simpelt - en helt klassisk med agurker, radiser og mayo. Husk salt og peber - det giver lige et ekstra pift.

Kartoffelmad nr. 2:
En lidt anderledes mad med pesto og syltede skalotteløg - den opskrift kan du også finde et andet sted her på bloggen.

Kartoffelmad nr. 3
Jeg synes bacon og pesto fungerer vildt godt sammen, så selvfølgelig skulle der også være en mad med den kombination.

Og nu sidder du sikkert og tænker, hvilken mad, der var bedst. Hmm, den er ikke helt nem, for både nr. 2 og 3 var virkelig gode på hver deres måde. Dog vinder nr. 3 lige lidt, fordi det salte fra baconen lige havde det ekstra touch af lækkerhed.

Jeg havde dog et stykke bacon til overs, som blev lagt på mad nr. 2, og så var der en klar vinder! Fedmen fra pestoen, det sur/søde fra løgene og det salte fra bacon spillede bare godt sammen. Så kombinerer bacon, pesto og syltede skalotteløg på kartoffelmadden og du har i min optik en vindermad.