søndag den 2. februar 2014

Bygotto med ærter og bacon

For dem der ikke ved kan jeg starte med at fortælle at en bygotto er en risotto lavet med bygkorn i stedet for ris. Så det er en nordisk udgave af den klassiske italienske risotto.
Det er min gode ven Esben, der for et par år siden introducerede mig for bygotto, og siden den dag har denne fantastiske ret af Claus Meyer stået højt på listen her i lejligheden.

Start med at gøre følgende ting klart, så går det hele meget nemmere undervejs. På billedet ses nogle af ingredienserne, som er til 4 personer.
- 1 finhakket rødløg
- 1 finhakket gulerod
- 200 gram perlebyg - skyllet tre gange
- en skål med 50 gram revet parmesan eller vesterhavsost, 2 spsk cremefraiche, 2 spsk æblecidereddike og 15 gram smør. (Jep, det er en "sund" ret.)
- 1 dl hvidvin
- 1 gryde med 1 liter simrende hønsebouillon
- Ærter til at dampe
- Masser af bacon i småstrimler - må jeg anbefale en tørsaltet bacon, hvor du selv kan skære skiver. De smager meget bedre end de fedtholdige banditter fra Tulip eller lignende.

Find en stor tykbundet gryde frem og svits rødløget i lidt smør, når det er glasklart tilsættes gulerødder og perlebyg som også sauteres lidt. Tilsæt derefter hvidvin, lad det koge næsten ind. Derefter skal den kogende hønsebouillon tilsættes lidt efter lidt indtil perlebyggen er mør, men stadig med bid. Det tager omkring 30 minutter. Det er vigtigt at perlebyggen ikke bulderkoger, men simrer undervejs.
Ligeledes er det vigtigt at byggen ikke løber tør for væske undervejs, da det vil brænde fast i bunden af gryden. Grunden til man tilsætter hønsebouillon lidt efter lidt er fordi, at når perlebyggen er mør skal den ikke koges mere og der må ikke være for meget væske i gryden. Som man kan se på den færdige ret er det ikke en flydende ret, men mere en cremet ret.

Mens byggen koger steges bacon sprødt på en pande, mens ærter dampes møre over en gryde med kogende vand med et stanniol-låg over - altså sølvpapir, som tilslutter gryden med det kogende vand og sien med ærterne.
Når byggen er mør og kogt færdigt, tages den til side og skålen med cremefraiche, parmesan mm. tilsætter gryden, der røres rundt og smages til med salt, peber og evt mere æblecidereddike. Det er vigtigt at bygottoen ikke smager for fed at ost og smør, men heller ikke for syrlig af eddike - der skal være en balance.

Server som billedet viser, og spis med stor velbehag.


Frokostsalat med rugbrød, oksefilet, pesto og syltede rødløg

Jeps, du læste rigtigt. En lidt voldsom frokost-ret, men i min verden skal man nogle gange forkæle sig selv, og den her frokost-ret er forkælelse til op over begge ører. Det er selvfølgelig også en mulighed som forret til en rigtig herrefrokost, hvor kødet er i centrum. Smør-ristet rugbrød i bunden, derefter salat og nej det skal ikke være iceberg. Derefter en lækker cremet pesto, toppet med lynstegt oksefilet og syltede rødløg. Sådan ser det ud til sidst, men lad mig lige præsentere det trin for trin.

 

Find en pande frem og varm den godt op - jeg tænker skala 6 ud 9 på komfuret, tilsæt en klat smør og på panden, lad det bruse af og steg derefter rugbrødet på begge sider indtil det er gyldent og sprødt.Læg derefter rugbrødet på et stykke køkkenrulle, der kan suge den sidste væske, så brødet bliver helt sprødt. Man kan selvfølgelig sagtens




Skyl din foretrukne salat - jeg har her valgt hovedsalat, men andre kan også foretrækkes. Riv bladene i stykker og sørg for at der ikke er overskydende vand på dem. Tilsæt derefter din lækre hjemmelavede pesto - ja, der bliver ikke sparet på noget her. Jeg har dog også engang lavet retten med en dressing af bl.a. fed creme fraiche og grov sennep - det fungerer også til dig. Husk det kun er fantasien der sætter grænser.

Tag derefter dit kød frem. skær det i mundrette stykker og krydr med salt og peber- jeg har brugte oksefilet, men du kan selvfølgelig også bruge andre møre udskæringer. Tør din pande af for eventuelle rugbrødsrester, varm panden godt op, tilsæt en klat smør og lidt olie og lynsteg kødet så det får en lækker stegeflade med samtidigt er lyserødt indeni - sådan kan jeg i hvert fald godt lide det.


De syltede rødløg der topper frokost-retten er nogen der ikke lige laves med det samme. De skal nemlig helst stå i køleren et døgns tid inden servering, men de kan dog til nøds bruges samme dag hvis de får lidt trækketid i køleskabet. Opskriften er inspireret af mexikansk kogebog, men jeg har lavet en lille smule om i den.
Skær 2 rødløg i tynde skiver samtidig med at du koger følgende op i en gryde: 2 dl æblecidereddike, 1 dl sukker, 1 spsk salt, 2 laurbærblade og lidt frisk chili. Når blandingen i gryden koger tilsættes rødløgene og de blancheres i 60 sekunder. Sørg for at de fleste rødløg er dækket af væske i de 60 sekunder. Hæld det hele - både rødløg og væske - i et skoldet syltetøjsglas, lad det køle ned i 30 minutter og sæt det derefter i køleskabet.
Løgene er bedst dagen efter (hvor de også får den flotte røde farve), og de kan holde sig omkring en uge i køleskabet, men min erfaring er, at de bliver spist hurtigere. De smager nemlig også godt i forskellige salater og fx på en rugbrødsmad med avocado.

Velbekomme og al credit til frokostretter, der ikke består af tørt rugbrød med kedeligt pålæg.



Tilbehør til tapas - romesco-sauce og ærtepure

Jeg fandt lige et par billeder på telefonen af nogle lækre tapas-tilbehør-retter, som jeg lavede i efteråret.

Romesco-sauce

Romesco-sauce er en rød snasket sauce bestående af peberfrugter, chili, tomater og mandler. Den er perfekt på bordet, når sommeren er på sit højeste og grillen er varm, men jeg synes også den er perfekt tilbehør til at smøre på brødet til en lækker tapas-aften. Opskriften er forresten tyvstjålet fra Katharinas "Tøsekogebog - party edition", men derfor må drenge vel godt spise det.

Varm ovnen op på 200 grader og læg på 2 røde peberfrugter befriet for kerner og hinder på en bageplade, pensl med lidt olie og giv dem 10 min i ovnen.
Imens blandes 4 tomater, 1 chili befriet for kerner, 2,5 dl mandler, 2 fed hvidløg og 1 spsk olie i en skål og de spredes ud på bagepladen efter de første 10 minutter. Derefter får de yderligere 5 minutter i ovnen hvorefter en skive brød lægges på bradepanden og det hele får yderligere 5 minutter. Lad det derefter køle ned 30-60 minutter.

Find en blender eller foodprocesser frem - tilsæt alt fra bradepanden samt 2 spsk olivenolie, 1 tsk paprika, 2 spsk balsamico og salt. Blend til det ønskede konsistens og smag evt til undervejs om romesco-saucen skal have mere syre eller salt. Køl saucen et par timer inden servering.
Romesco-saucen kan holde sig en uges tid i køleren og kan snildt bruges i stedet for smør på brødet til den kedelige spegepølse-mad.

Ærtepure med mandler
Denne her ærtepure er lavet på frosne ærter, men man kan selvfølgelig også bruge friske. Der er tilberedningens måden dog lidt anderledes.
Tag den ønskede mængde frosne ærter op og blancher dem 30 sekunder i kogende vand. Hæld dem derefter i en si og damp dem yderligere 5-6 min under et hjemmelavet sølvpapirslåg. Brug den samme gryde.
Lad ærterne køle af i 30 minutter - put dem i blenderen sammen med 5-7 ristede mandler, rigeligt mængder frisk citronsaft og olivenolie, samt lidt salt og peber, og blend til den ønskede konsistens. Husk blandingsformålet med 3 dele olivenolie og 1 del citronsaft - eller smag dig frem. Lad ærtepureen køle ned inden servering. Purren smager også fantastisk som alternativ til en fed sauce til fx kylling eller frikadeller.

Pesto med mandler
Jeg synes også der skal serveres en pesto - i dette tilfælde en grofthakket version med basilikum, ristede mandler, parmesanost samt olie og citron.

Desuden vil jeg anbefale at servere en fennikelsalat med citrusfrugter som jeg har skrevet om før her på bloggen. Den bringer noget friskhed og lethed ind over de ellers lidt tunge hovedingredienser som brød, ost og diverse kødpålæg og pølser.

Ovnbagt laks på grøntsager, fennikelsalat og persilleolie

Den første blog i måske 5 måneder, og tja - hvorfor så det? Jo, det er søndag eftermiddag, jeg keder mig og tænkte det kunne være hyggeligt at skrive lidt om mad.

Vi har haft en hård eksamensmåned i januar her i lejligheden, så den har stået på lidt for meget take-away og lidt for lidt grøntsager, så det næste stykke tid står den på sundere mad end hvad bloggen ellers repræsenterer. Nedenstående er forresten til 2 personer.



Ovnbagt laks på grøntsager
En helt klassisk måde at tilberede laks på. Et leje af grøntsager - i dette tilfælde en halv porre, en gulerod og et halvt rødløg pr. person skåret i tynde strimler - lægges i et dobbeltlag folie, hvorefter der toppes med lidt salt og peber, en klat smør og 2 spsk hvidvin. Derefter kommes laksen på toppen af grøntsager, krydres og 2 skiver citroner lægges ovenpå. Fold folie tæt omkring grøntsagerne og laksen - læg i et fad og sæt i ovnen.
Vi gav den omkring 30 min ved 200 grader, men det afhænger af laksens tykkelse og laget af folie du folder omkring. Et lille trick er hvis der kommer noget hvidt ud af laksen, har den fået for meget - det er forresten protein, der bliver udskilt fra kødet.

Fennikelsalat med citrusfrugter og ristede mandler
Denne salat er lidt en klassiker for tiden hos os, da den giver et frisk pust til hele retten.
Find mandolinjernet (eller en skarp kniv) frem og skær fennikel i tynde, tynde strimler. Jeg plejer forresten lige at skære bunden af først.
Tag derefter 2 appelsiner og en blodgrape, skær skrællen og de hvide hinder af. Skær derefter fine fileter af citrusfrugterne (det sviner lidt) og bland dem med fennikel samt en lille smule olivenolie. Bland rundt og lad det trække smag af hinanden.
Rist 10-15 mandler på en pande ved medium varme, hak dem groft og kom dem over salaten ved servering.

Persilleolie med en snert af hvidløg
Tag din miniblender frem og tilsæt et bundt frisk persille, et fed hvidløg, salt, peber og en lille smule honning, samt olie og frisk citronsaft i forholdet 3:1 - altså 3 dele olie til 1 del citronsaft. Blend til persilleolien har den ønskede flydende konsistens.

Velbekommen - her til den første ret på bloggen i 2014.