torsdag den 20. august 2015

Tacos med kylling, spidskål, ananas-salsa, syltede rødløg og guacamole




Første blogindlæg i meget lang tid. Og det skyldes kort og godt, at jeg har arbejdsløs og ikke ved hvad jeg skal fordrive tiden udover de uopfordrede ansøgninger og afslag, så derfor laver jeg mad.

I dag blev det mexikansk, fordi det er skidemoderne som Timm Vladimir og Gastromand.dk så smukt siger. Tacos er i Mexico små bløde runde pandekager - både at majs eller hvede, men i Danmark er vi blevet amerikaniseret og de tacos man kan købe i butikkerne er sprøde, hvilket passer til Tex Mex køkkenet i Texas-området i det sydlige USA. Rigtige tacos er derfor runde og bløde, og da jeg ikke kan opdrive dem her i Odense, valgte jeg i stedet de almindelige købe-tortillas og skærer dem i 8.



 

Mexikansk spidskålssalat
Den her salat er blevet en favorit hjemme hos os,
og jeg serverer den til alt mexikansk. Ændrer man en
anelse i krydderier passer den også godt ind i det indiske køkken til de tunge curry-retter.

Et halvt spidskål snittes fint, og jeg brugte halvt almindelig spidskål og halvt af det rød-lilla fordi det giver en flot farve. Hak 2-3 forårsløg fint sammen med en halv - hel rød chili.
Tilsæt limesaft fra 2 lime, 1 tsk salt og lidt spidskommen og mas det hele sammen med hænderne.
Den bliver klart bedst hvis den står og trækker et par timer.






Hurtigt syltede rødløg
Det mexikanske køkken har altid nogle syltede ting til deres retter - eller det har jeg i hvert fald læst i en kogebog og på en blog engang. Jeg bruger kun syltede rødløg, fordi jeg synes de smager fantastisk og er nemme at lave, hvis man er i god tid. Når jeg en dag bliver træt af dem, kan det være jeg sylter nogle andre ting.

1-2 rødløg skæres i fine strimler og drysses med 1 tsk salt, 2 spsk sukker og 0,5 dl. sylte-eddike. Igen ned med hænderne og så skal det hele masses sammen. De bliver bedre jo længere de står, og gerne mindst 2 timer.



Kylling
I dag blev det kylling som det "levende" tilbehør. Jeg har også prøvet med langtidssimret oksespidsbryst, men det var der ikke tid til idag.

Jeg skar to kyllingbryster i halve og marinerede dem en times tid inden den kom i ovnen. Noget olie, et skvat eddike, tørret oregano (som min bror og svigerinde selv havde lavet - det dufter og smager fantastisk), lidt spidskommen, noget chilipulver / cayennepeber og salt.

Det kom i ovnen ved 225 grader i 15 min og var helt perfekt. Man kan også sagtens stege dem på panden, men der var plads i opvaskeren til et fad, så det blev ovnen denne gang. Jeg skal tynde stykker på tværs af kyllingen, da den havde trukket lidt.

Klassisk guacamole
Jeg lavede også en klassisk guacamole bestående af 2 avocadoer, 2 spsk cremefraiche, saft fra 1-1,5 lime, 1 fed presset hvidløg, 1 finthakket rød chili samt salt og peber. Havde jeg haft lidt koriander og mynte var det kommet i, men dræbersneglene har desværre været i mine krydderurter, så der er ikke meget tilbage. Øv bøv.

Ananas-salsa
Jeg er lidt træt af den røde salsa med tomat osv. så denne gange prøvede jeg noget helt andet.

Et par skiver frisk ananas finthakket, et stykke agurk i samme fine stykker, lidt forårsløg, olie, limesaft, salt og peber og den sad lige i skabet. Man kan sagtens hakke lidt chili og komme i, men jeg havde ikke mere, og den vil helt sikkert også være god med lidt friskhakket krydderurter, men ja... f*** jer, dræbersnegle!


Så glæder det ellers om at servere det hele i nogle skåle på bordet. Vi havde lidt creme fraiche fordi fruen er fuldstændig tosset med det. Varm tortillas i mikro-ovnen - 20 sekunder passer på vores, eller på en pande, skær dem i 8 dele og gå i gang. Jeg plejer at varme en hel tortilla ad gangen, så vi lige kan slå mave engang imellem. Det passer ca med 3 tortillas til 2 personer - selvom det dog afhænger af hvor sulten man er. 

I min optik er der ingen regler for hvordan man "samler" sine tacos, og jeg anbefaler klart at finde ens egne favoritter ved at prøve sig frem. Her er lidt stemningsbilleder. Sidst men ikke mindst vil jeg anbefale at trække ærmerne op og finde køkkenrullen frem, for man kommer let til at putte for meget på og så sviner det ret hurtigt.



søndag den 2. februar 2014

Bygotto med ærter og bacon

For dem der ikke ved kan jeg starte med at fortælle at en bygotto er en risotto lavet med bygkorn i stedet for ris. Så det er en nordisk udgave af den klassiske italienske risotto.
Det er min gode ven Esben, der for et par år siden introducerede mig for bygotto, og siden den dag har denne fantastiske ret af Claus Meyer stået højt på listen her i lejligheden.

Start med at gøre følgende ting klart, så går det hele meget nemmere undervejs. På billedet ses nogle af ingredienserne, som er til 4 personer.
- 1 finhakket rødløg
- 1 finhakket gulerod
- 200 gram perlebyg - skyllet tre gange
- en skål med 50 gram revet parmesan eller vesterhavsost, 2 spsk cremefraiche, 2 spsk æblecidereddike og 15 gram smør. (Jep, det er en "sund" ret.)
- 1 dl hvidvin
- 1 gryde med 1 liter simrende hønsebouillon
- Ærter til at dampe
- Masser af bacon i småstrimler - må jeg anbefale en tørsaltet bacon, hvor du selv kan skære skiver. De smager meget bedre end de fedtholdige banditter fra Tulip eller lignende.

Find en stor tykbundet gryde frem og svits rødløget i lidt smør, når det er glasklart tilsættes gulerødder og perlebyg som også sauteres lidt. Tilsæt derefter hvidvin, lad det koge næsten ind. Derefter skal den kogende hønsebouillon tilsættes lidt efter lidt indtil perlebyggen er mør, men stadig med bid. Det tager omkring 30 minutter. Det er vigtigt at perlebyggen ikke bulderkoger, men simrer undervejs.
Ligeledes er det vigtigt at byggen ikke løber tør for væske undervejs, da det vil brænde fast i bunden af gryden. Grunden til man tilsætter hønsebouillon lidt efter lidt er fordi, at når perlebyggen er mør skal den ikke koges mere og der må ikke være for meget væske i gryden. Som man kan se på den færdige ret er det ikke en flydende ret, men mere en cremet ret.

Mens byggen koger steges bacon sprødt på en pande, mens ærter dampes møre over en gryde med kogende vand med et stanniol-låg over - altså sølvpapir, som tilslutter gryden med det kogende vand og sien med ærterne.
Når byggen er mør og kogt færdigt, tages den til side og skålen med cremefraiche, parmesan mm. tilsætter gryden, der røres rundt og smages til med salt, peber og evt mere æblecidereddike. Det er vigtigt at bygottoen ikke smager for fed at ost og smør, men heller ikke for syrlig af eddike - der skal være en balance.

Server som billedet viser, og spis med stor velbehag.


Frokostsalat med rugbrød, oksefilet, pesto og syltede rødløg

Jeps, du læste rigtigt. En lidt voldsom frokost-ret, men i min verden skal man nogle gange forkæle sig selv, og den her frokost-ret er forkælelse til op over begge ører. Det er selvfølgelig også en mulighed som forret til en rigtig herrefrokost, hvor kødet er i centrum. Smør-ristet rugbrød i bunden, derefter salat og nej det skal ikke være iceberg. Derefter en lækker cremet pesto, toppet med lynstegt oksefilet og syltede rødløg. Sådan ser det ud til sidst, men lad mig lige præsentere det trin for trin.

 

Find en pande frem og varm den godt op - jeg tænker skala 6 ud 9 på komfuret, tilsæt en klat smør og på panden, lad det bruse af og steg derefter rugbrødet på begge sider indtil det er gyldent og sprødt.Læg derefter rugbrødet på et stykke køkkenrulle, der kan suge den sidste væske, så brødet bliver helt sprødt. Man kan selvfølgelig sagtens




Skyl din foretrukne salat - jeg har her valgt hovedsalat, men andre kan også foretrækkes. Riv bladene i stykker og sørg for at der ikke er overskydende vand på dem. Tilsæt derefter din lækre hjemmelavede pesto - ja, der bliver ikke sparet på noget her. Jeg har dog også engang lavet retten med en dressing af bl.a. fed creme fraiche og grov sennep - det fungerer også til dig. Husk det kun er fantasien der sætter grænser.

Tag derefter dit kød frem. skær det i mundrette stykker og krydr med salt og peber- jeg har brugte oksefilet, men du kan selvfølgelig også bruge andre møre udskæringer. Tør din pande af for eventuelle rugbrødsrester, varm panden godt op, tilsæt en klat smør og lidt olie og lynsteg kødet så det får en lækker stegeflade med samtidigt er lyserødt indeni - sådan kan jeg i hvert fald godt lide det.


De syltede rødløg der topper frokost-retten er nogen der ikke lige laves med det samme. De skal nemlig helst stå i køleren et døgns tid inden servering, men de kan dog til nøds bruges samme dag hvis de får lidt trækketid i køleskabet. Opskriften er inspireret af mexikansk kogebog, men jeg har lavet en lille smule om i den.
Skær 2 rødløg i tynde skiver samtidig med at du koger følgende op i en gryde: 2 dl æblecidereddike, 1 dl sukker, 1 spsk salt, 2 laurbærblade og lidt frisk chili. Når blandingen i gryden koger tilsættes rødløgene og de blancheres i 60 sekunder. Sørg for at de fleste rødløg er dækket af væske i de 60 sekunder. Hæld det hele - både rødløg og væske - i et skoldet syltetøjsglas, lad det køle ned i 30 minutter og sæt det derefter i køleskabet.
Løgene er bedst dagen efter (hvor de også får den flotte røde farve), og de kan holde sig omkring en uge i køleskabet, men min erfaring er, at de bliver spist hurtigere. De smager nemlig også godt i forskellige salater og fx på en rugbrødsmad med avocado.

Velbekomme og al credit til frokostretter, der ikke består af tørt rugbrød med kedeligt pålæg.



Tilbehør til tapas - romesco-sauce og ærtepure

Jeg fandt lige et par billeder på telefonen af nogle lækre tapas-tilbehør-retter, som jeg lavede i efteråret.

Romesco-sauce

Romesco-sauce er en rød snasket sauce bestående af peberfrugter, chili, tomater og mandler. Den er perfekt på bordet, når sommeren er på sit højeste og grillen er varm, men jeg synes også den er perfekt tilbehør til at smøre på brødet til en lækker tapas-aften. Opskriften er forresten tyvstjålet fra Katharinas "Tøsekogebog - party edition", men derfor må drenge vel godt spise det.

Varm ovnen op på 200 grader og læg på 2 røde peberfrugter befriet for kerner og hinder på en bageplade, pensl med lidt olie og giv dem 10 min i ovnen.
Imens blandes 4 tomater, 1 chili befriet for kerner, 2,5 dl mandler, 2 fed hvidløg og 1 spsk olie i en skål og de spredes ud på bagepladen efter de første 10 minutter. Derefter får de yderligere 5 minutter i ovnen hvorefter en skive brød lægges på bradepanden og det hele får yderligere 5 minutter. Lad det derefter køle ned 30-60 minutter.

Find en blender eller foodprocesser frem - tilsæt alt fra bradepanden samt 2 spsk olivenolie, 1 tsk paprika, 2 spsk balsamico og salt. Blend til det ønskede konsistens og smag evt til undervejs om romesco-saucen skal have mere syre eller salt. Køl saucen et par timer inden servering.
Romesco-saucen kan holde sig en uges tid i køleren og kan snildt bruges i stedet for smør på brødet til den kedelige spegepølse-mad.

Ærtepure med mandler
Denne her ærtepure er lavet på frosne ærter, men man kan selvfølgelig også bruge friske. Der er tilberedningens måden dog lidt anderledes.
Tag den ønskede mængde frosne ærter op og blancher dem 30 sekunder i kogende vand. Hæld dem derefter i en si og damp dem yderligere 5-6 min under et hjemmelavet sølvpapirslåg. Brug den samme gryde.
Lad ærterne køle af i 30 minutter - put dem i blenderen sammen med 5-7 ristede mandler, rigeligt mængder frisk citronsaft og olivenolie, samt lidt salt og peber, og blend til den ønskede konsistens. Husk blandingsformålet med 3 dele olivenolie og 1 del citronsaft - eller smag dig frem. Lad ærtepureen køle ned inden servering. Purren smager også fantastisk som alternativ til en fed sauce til fx kylling eller frikadeller.

Pesto med mandler
Jeg synes også der skal serveres en pesto - i dette tilfælde en grofthakket version med basilikum, ristede mandler, parmesanost samt olie og citron.

Desuden vil jeg anbefale at servere en fennikelsalat med citrusfrugter som jeg har skrevet om før her på bloggen. Den bringer noget friskhed og lethed ind over de ellers lidt tunge hovedingredienser som brød, ost og diverse kødpålæg og pølser.

Ovnbagt laks på grøntsager, fennikelsalat og persilleolie

Den første blog i måske 5 måneder, og tja - hvorfor så det? Jo, det er søndag eftermiddag, jeg keder mig og tænkte det kunne være hyggeligt at skrive lidt om mad.

Vi har haft en hård eksamensmåned i januar her i lejligheden, så den har stået på lidt for meget take-away og lidt for lidt grøntsager, så det næste stykke tid står den på sundere mad end hvad bloggen ellers repræsenterer. Nedenstående er forresten til 2 personer.



Ovnbagt laks på grøntsager
En helt klassisk måde at tilberede laks på. Et leje af grøntsager - i dette tilfælde en halv porre, en gulerod og et halvt rødløg pr. person skåret i tynde strimler - lægges i et dobbeltlag folie, hvorefter der toppes med lidt salt og peber, en klat smør og 2 spsk hvidvin. Derefter kommes laksen på toppen af grøntsager, krydres og 2 skiver citroner lægges ovenpå. Fold folie tæt omkring grøntsagerne og laksen - læg i et fad og sæt i ovnen.
Vi gav den omkring 30 min ved 200 grader, men det afhænger af laksens tykkelse og laget af folie du folder omkring. Et lille trick er hvis der kommer noget hvidt ud af laksen, har den fået for meget - det er forresten protein, der bliver udskilt fra kødet.

Fennikelsalat med citrusfrugter og ristede mandler
Denne salat er lidt en klassiker for tiden hos os, da den giver et frisk pust til hele retten.
Find mandolinjernet (eller en skarp kniv) frem og skær fennikel i tynde, tynde strimler. Jeg plejer forresten lige at skære bunden af først.
Tag derefter 2 appelsiner og en blodgrape, skær skrællen og de hvide hinder af. Skær derefter fine fileter af citrusfrugterne (det sviner lidt) og bland dem med fennikel samt en lille smule olivenolie. Bland rundt og lad det trække smag af hinanden.
Rist 10-15 mandler på en pande ved medium varme, hak dem groft og kom dem over salaten ved servering.

Persilleolie med en snert af hvidløg
Tag din miniblender frem og tilsæt et bundt frisk persille, et fed hvidløg, salt, peber og en lille smule honning, samt olie og frisk citronsaft i forholdet 3:1 - altså 3 dele olie til 1 del citronsaft. Blend til persilleolien har den ønskede flydende konsistens.

Velbekommen - her til den første ret på bloggen i 2014.

søndag den 22. september 2013

Pulled pork goes to Greece

Jep, så tænkte jeg at pulled pork skulle prøves i en ny kombination, så det ikke blev burger, barbeque-sauce og coleslaw, som jeg tidligere har skrevet om herinde. I stedet blev det til pita-brød med spidskål, oliven, feta, tzatziki og lidt rødløg.

Pulled Pork
Tag et svin af en 2 kg nakkefilet og gør en af følgende ting. 1. Put dem i stegeso/gryde eller 2. sæt den på en rist med en opsamlingsbakke med lidt vand under. Inden da har du dog i gnidet den godt ind i salt, peber og kebab-krydderi (som du selv blander hvis du er vild - eller bruger Santa Marias nede fra Brugsen)
Sæt dyret i ovnen ved omkring 90 - 110 grader, og giv den mellem 6 og 9 timer - afhængig af hvilken tilgang du anvender samt hvordan din ovn varmer.
Jeg skal være ærlig at sige, at denne pulled pork blev relativt hurtigt færdig ift. hvad jeg forventede, og jeg har stadig lidt svært ved at knække koden til pulled pork, men erfaring og øvelse er to gode redskaber at bruge - så rock on.



Pita-brød
Da svinet var hurtigt færdigt besluttede jeg mig at lave mine egne pitabrød. Opskriften er vist også en klassisk opskrift, som findes i de flestes kogebøger. Jeg vil bare anbefale at rulle dem meget fladt ud, som på billedet herunder. Brug gerne grahamsmel, hvis du ønsker en lidt grovere og mættede variant. Bag dem til de puffer op som puder og har lidt farve.




Tzatziki
Jeg valgte at bruge gulerødder denne gang (da jeg havde glemt at købe agurk faktisk) Jeg synes dog også den mætter lidt mere med gulerødder - hvilket jeg jo skal skrive nu hvor jeg glemte agurkerne. På bloggen ligger der et sted en opskrift på gulerods-tzatziki - husk at sætte tid af til at saltet kan trænge ind i gulerødder så væsken siver væk ligesom den har godt af at stå i køleskabet et par timer og trække sig lækker-lækker-lækker.

Andet tilbehør
Det er helt op til den enkelte, hvad man ønsker som tilbehør. Jeg valgte fintsnittet spidskål, som helt sikkert også kan være en sprød salat-type af en art. Feta-ost i tern for lidt fedme, fintsnittet rødløg for et stærkt pift samt lidt oliven i skiver til at runde smagen af med blev det også til.


Under her er pulled pork i sin færdige form. Den var dog kold ved servering, og jeg har erfaret sammen med svigerfar at lidt kød i en skål med noget væske fra stegningen (eller lidt æblejuice/æbleeddike) og så en tur på fuld power i 30 sekunder i mikrobølge-ovnen fungerer meget godt. Pita-brødene serverede jeg varme fra ovnen.


Der er desværre ikke noget billede fra selve "samlingen" af pita'en, men forestil dig det hele blandet godt sammen med masser af snask - himmelsk godt, og en fin måde at bruge pulled pork på en anden måde. Måske en smule omfangsrigt med tiden, men et billigt stykke kød, der mætter mange munde.

Pizza med lilla kartoffel, tallegio-ost og parmaskinke

Pizza har vi vist allesammen prøvet at lave op til flere gange, men denne her gang skulle Katharina og jeg lige prøve noget lidt ekstra-ordinært, så det blev en pizza med lilla kartoffel - som vi fandt på torvet, tallegio-ost og parmaskinke fra en italiensk delikatesse-forretning. Derudover havde vi lidt toppings af frisk rosmarin, chili, frisk hvidløg og revet parmesan. Jeg har ikke skrevet mål eller lignende i denne opskrift, da det hele var meget på gefühl - så køb så meget som du tror du får brug for er nok mit bedste råd. Ellers kan du jo spørge, og jeg kan svare så godt som muligt.


Sådan så pizzaen ud lige inden spisning, men lad os lige skrue tiden lidt tilbage til starten.

Lav en pizzadej og lad den hvile til dobbelt størrelse - ca. 1 time. Opskriften på pizzadej har vi vist allesammen i en kogebog eller to, og jeg bruger altid en ny eller prøver noget andet. Mit bedste råd er dog at bruge rigeligt Tipo 00 hvedemel, hvilket Netto nogle gange ligger inde med, og hvis jeg er i det sunde hjørne kommer der lidt grahamsmel med.

Imens dejen hæver skal ovnen tændes på 250 grader - eller mere hvis du har en superovn. Vi plejer at sætte en rist nederst i ovnen med en bagesten oven på - derved bliver bunden sprød som på en ægte italiensk pizza. Den skal gerne stå en halv times tid inden du skal bage pizzaerne - så er stenen virkelig godt varm. Det er min erfaring at det vigtigste er at få masser af varme nedefra til pizzabagning hvilket er derfor jeg sætter den så langt ned som muligt. Fyldet ovenpå skal nok få masser af varme - der er immervæk 250 grader derinde.

Lav en hurtig tomatsauce af purerede tomater - SuperBrugsen har tilbud på det i denne uge. Tilsæt friske krydderurter (basilikum, oregano, timian, rosmarin) lidt salt, peber, sukker og olivenolie. Bland det sammen, lad det trække en anelse og smag til. Du kan selvfølgelig også lave andre vildere tomatsaucer, der koger ind i flere timer - det havde jeg ikke lige tid til denne gang.


Skræl kartoflerne, vask dem og skræl derefter tynde skiver af kartoflerne. Et godt råd er at at skrælle på den lange side, hvorfor det går hurtigere med at lægge kartoflerne på pizzaen. Jeg snakkede forresten med min kartoffeldame på torvet i Odense, og hun sagde at de lilla kartofler var bedre at bage end mange almindelige, hvilket var årsagen til jeg valgte dem. Du skulle eftersigende holde bedre på formen og have mere bid, og så er det bare fedt med lilla kartofler - det er det bare!



Når dejen har hævet til dobbelt størrelse rulles banditterne ud. Smør derefter et tyndt lag tomatsauce på - jo mere tomatsauce du bruger, jo mere fedtet og blød bliver pizzaen, og det er ikke helt det resultat jeg går efter. Nogle bruger ikke tomatsauce til en kartoffelpizza, men jeg synes at en smule (altså en smule) snask under kartoflerne giver et bedre resultat - ellers kan det godt blive en anelse tørt.
Læg derefter i et tæt lag kartoflerne på pizzaen, og drys med chili, hvidløg og rosmarin. Billedet under her viser hvordan pizzaen ser ud inden ovnen, hvor den får 10-12 minutter. Den skal være sprød i bunden.


Derefter tages pizzaen ud af ovnen hvorefter tallegio-osten lægges i små tern rundt omkring - de smelter efter et minut ligesom lidt parmaskinke ligges (sirligt?) over. Til sidst rives der lidt parmesan på toppen mens en god olivenolie køres rundt engang. I får lige et billede at superpizzaen igen - så god var den nemlig.