søndag den 22. september 2013

Pulled pork goes to Greece

Jep, så tænkte jeg at pulled pork skulle prøves i en ny kombination, så det ikke blev burger, barbeque-sauce og coleslaw, som jeg tidligere har skrevet om herinde. I stedet blev det til pita-brød med spidskål, oliven, feta, tzatziki og lidt rødløg.

Pulled Pork
Tag et svin af en 2 kg nakkefilet og gør en af følgende ting. 1. Put dem i stegeso/gryde eller 2. sæt den på en rist med en opsamlingsbakke med lidt vand under. Inden da har du dog i gnidet den godt ind i salt, peber og kebab-krydderi (som du selv blander hvis du er vild - eller bruger Santa Marias nede fra Brugsen)
Sæt dyret i ovnen ved omkring 90 - 110 grader, og giv den mellem 6 og 9 timer - afhængig af hvilken tilgang du anvender samt hvordan din ovn varmer.
Jeg skal være ærlig at sige, at denne pulled pork blev relativt hurtigt færdig ift. hvad jeg forventede, og jeg har stadig lidt svært ved at knække koden til pulled pork, men erfaring og øvelse er to gode redskaber at bruge - så rock on.



Pita-brød
Da svinet var hurtigt færdigt besluttede jeg mig at lave mine egne pitabrød. Opskriften er vist også en klassisk opskrift, som findes i de flestes kogebøger. Jeg vil bare anbefale at rulle dem meget fladt ud, som på billedet herunder. Brug gerne grahamsmel, hvis du ønsker en lidt grovere og mættede variant. Bag dem til de puffer op som puder og har lidt farve.




Tzatziki
Jeg valgte at bruge gulerødder denne gang (da jeg havde glemt at købe agurk faktisk) Jeg synes dog også den mætter lidt mere med gulerødder - hvilket jeg jo skal skrive nu hvor jeg glemte agurkerne. På bloggen ligger der et sted en opskrift på gulerods-tzatziki - husk at sætte tid af til at saltet kan trænge ind i gulerødder så væsken siver væk ligesom den har godt af at stå i køleskabet et par timer og trække sig lækker-lækker-lækker.

Andet tilbehør
Det er helt op til den enkelte, hvad man ønsker som tilbehør. Jeg valgte fintsnittet spidskål, som helt sikkert også kan være en sprød salat-type af en art. Feta-ost i tern for lidt fedme, fintsnittet rødløg for et stærkt pift samt lidt oliven i skiver til at runde smagen af med blev det også til.


Under her er pulled pork i sin færdige form. Den var dog kold ved servering, og jeg har erfaret sammen med svigerfar at lidt kød i en skål med noget væske fra stegningen (eller lidt æblejuice/æbleeddike) og så en tur på fuld power i 30 sekunder i mikrobølge-ovnen fungerer meget godt. Pita-brødene serverede jeg varme fra ovnen.


Der er desværre ikke noget billede fra selve "samlingen" af pita'en, men forestil dig det hele blandet godt sammen med masser af snask - himmelsk godt, og en fin måde at bruge pulled pork på en anden måde. Måske en smule omfangsrigt med tiden, men et billigt stykke kød, der mætter mange munde.

Pizza med lilla kartoffel, tallegio-ost og parmaskinke

Pizza har vi vist allesammen prøvet at lave op til flere gange, men denne her gang skulle Katharina og jeg lige prøve noget lidt ekstra-ordinært, så det blev en pizza med lilla kartoffel - som vi fandt på torvet, tallegio-ost og parmaskinke fra en italiensk delikatesse-forretning. Derudover havde vi lidt toppings af frisk rosmarin, chili, frisk hvidløg og revet parmesan. Jeg har ikke skrevet mål eller lignende i denne opskrift, da det hele var meget på gefühl - så køb så meget som du tror du får brug for er nok mit bedste råd. Ellers kan du jo spørge, og jeg kan svare så godt som muligt.


Sådan så pizzaen ud lige inden spisning, men lad os lige skrue tiden lidt tilbage til starten.

Lav en pizzadej og lad den hvile til dobbelt størrelse - ca. 1 time. Opskriften på pizzadej har vi vist allesammen i en kogebog eller to, og jeg bruger altid en ny eller prøver noget andet. Mit bedste råd er dog at bruge rigeligt Tipo 00 hvedemel, hvilket Netto nogle gange ligger inde med, og hvis jeg er i det sunde hjørne kommer der lidt grahamsmel med.

Imens dejen hæver skal ovnen tændes på 250 grader - eller mere hvis du har en superovn. Vi plejer at sætte en rist nederst i ovnen med en bagesten oven på - derved bliver bunden sprød som på en ægte italiensk pizza. Den skal gerne stå en halv times tid inden du skal bage pizzaerne - så er stenen virkelig godt varm. Det er min erfaring at det vigtigste er at få masser af varme nedefra til pizzabagning hvilket er derfor jeg sætter den så langt ned som muligt. Fyldet ovenpå skal nok få masser af varme - der er immervæk 250 grader derinde.

Lav en hurtig tomatsauce af purerede tomater - SuperBrugsen har tilbud på det i denne uge. Tilsæt friske krydderurter (basilikum, oregano, timian, rosmarin) lidt salt, peber, sukker og olivenolie. Bland det sammen, lad det trække en anelse og smag til. Du kan selvfølgelig også lave andre vildere tomatsaucer, der koger ind i flere timer - det havde jeg ikke lige tid til denne gang.


Skræl kartoflerne, vask dem og skræl derefter tynde skiver af kartoflerne. Et godt råd er at at skrælle på den lange side, hvorfor det går hurtigere med at lægge kartoflerne på pizzaen. Jeg snakkede forresten med min kartoffeldame på torvet i Odense, og hun sagde at de lilla kartofler var bedre at bage end mange almindelige, hvilket var årsagen til jeg valgte dem. Du skulle eftersigende holde bedre på formen og have mere bid, og så er det bare fedt med lilla kartofler - det er det bare!



Når dejen har hævet til dobbelt størrelse rulles banditterne ud. Smør derefter et tyndt lag tomatsauce på - jo mere tomatsauce du bruger, jo mere fedtet og blød bliver pizzaen, og det er ikke helt det resultat jeg går efter. Nogle bruger ikke tomatsauce til en kartoffelpizza, men jeg synes at en smule (altså en smule) snask under kartoflerne giver et bedre resultat - ellers kan det godt blive en anelse tørt.
Læg derefter i et tæt lag kartoflerne på pizzaen, og drys med chili, hvidløg og rosmarin. Billedet under her viser hvordan pizzaen ser ud inden ovnen, hvor den får 10-12 minutter. Den skal være sprød i bunden.


Derefter tages pizzaen ud af ovnen hvorefter tallegio-osten lægges i små tern rundt omkring - de smelter efter et minut ligesom lidt parmaskinke ligges (sirligt?) over. Til sidst rives der lidt parmesan på toppen mens en god olivenolie køres rundt engang. I får lige et billede at superpizzaen igen - så god var den nemlig.


tirsdag den 10. september 2013

Flødekartofler, Hamburgerryg, Ananas og Ost


Der skal ikke herske tvivl om, at når først vi når ind i de regnfyldte måneder - såsom idag - så opløfter det mit humør til gode tunge retter med fløde. Denne her ret er en af favoritterne og laver man nok er der til flere dage, hvor det bare bliver endnu bedre. Inden selve retten vil jeg dog lige slå et kæmpe slag for de hamburgerryg, der ligger i kilo-store-stykker i supermarkedet - jeg synes det er fantastisk spise og vi plejer at købe en kæmpe en og så bruge den til forskellige retter i løbet af ugen mens den også egner sig til en tur i fryseren - så stor HIGH-5 til hamburgerryg.

Oftest skal sådan en bandit koges til flødekartofler, men min mor lærte mig i stedet en måde hvorpå man ikke behøver bruge kogetid men i stedet kan bage den direkte i ovnen på flødekartoflerne. Først kommer lige et slutbillede af resultatet og ellers er der billeder undervejs af hele processen - sådan lag i lag. For det her er nemlig ikke en almindelig gang flødekartofler - jeg laver i midten et lag af porrer, rødløg, hvidløg og gulerødder som har simret lidt i hvidvin og æblecidereddike - jeg synes nemlig det giver et godt modspil til den ellers lidt fede flødesmag (selvom det nogle tider er umuligt) Jeg har dog erfaret at jo mere sammenspil der er mellem syre og det fede, jo mere kan man spise og det er slet ikke så ringe endda.

Sådan ser slutresultatet ud, men inden da skal der lige gå halvanden time

Ingredienser:
  • 1 kg kartofler - sådan cirka
  • 2 porrer
  • 2 rødløg
  • 3-4 fed hvidløg
  • 3 gulerødder
  • 2 dl hvidvin
  • 0,5 dl æblecidereddike
  • 1/2 L. fløde
  • Muskatnød i rigelig mængder (ca. en halv nød hvis du river den selv)
  • Hamburgerryg
  • Omkring 1/2 frisk ananas - dåseananas kan dog også bruges
  • Revet ost - din yndlings
  • Cayennepeber, salt og peber

Sæt ovnen på 200 grader, og start derefter med grøntsagsblandingen hvor du skærer porrer og rødløg i fine strimler, hakker hvidløget fint og samtidig skærer gulerødder i skiver. Svits det på panden i noget smør indtil det falder sammen. Som den opmærksomme læser nok har opdaget er der ikke gulerødder på de to første billeder, men en del retter bliver afprøvet et par gange før de kommer herind på bloggen og lige den gang med gulerødderne glemte jeg vist at tage mange billeder af hele processen


Når grøntsags-blandingen (med eller uden gulerod) er "faldet sammen" efter svitsningen, hvilket tager omkring 5 min kommes hvidvin og æblecidereddike i panden, koges op og simrer omkring 5-7 minutter indtil væden ser ud som på billedet.
Imens grøntsags-blandingen har hygget sig i panden har du fået skrællet alle kartofler og skåret dem i tynde skiver - enten ved hjælp af en fantastisk knivteknik eller også ved hjælp af et mandolinjern, hvor det hele bare går lidt hurtigere.
 
Og så skal du ellers igang med at "bygge" flødekartoflerne op.

Læg først halvdelen af flødekartofler i bunden af fadet, tilsæt halvdelen af fløden og riv derefter muskatnød ligesom du kværner noget salt og peber.





Så er det grøntsags-blandingens tur, så som agerer midtermand i sandwichen. Hvis du ikke gav den salt og peber i panden så får den lige noget af det her og ellers sørg for at den dækker hele fadet som på billedet. Der vil som skrevet være noget væske tilbage i panden og det skal også fordeles godt, da det giver det gode modspil til flødens fedme.


Derefter lægges det sidste lag kartofler, resten af fløden hældes over og glem ikke salt og peber.

Nu skal fadet i ovnen i 50-60 minutter indtil kartoflerne er næsten færdige.





Efter 50 - 60 minutter ser kartoflerne således ud som på billedet til højre, mens du i mellemtiden har klaret opvasken og skåret tingene klar som på det venstre billede.
Skru også ovnen op på 225 grader


Først fordeles hamburgerryggen ud i hele fadet, og den kan fordeles tættere eller mere spredt afhængig af hvad man lyster.

Derefter fordeles ananas, som er skåret i store stykker over det hele - både på hamburgerryggen men også i mellemrummene.

Til sidst kommes der et godt lag ost nogenlunde over hamburgerryggen, mens der afsluttes med et lille drys cayennepeber, hvis man lyster det.







Sæt fadet i ovnen i omkring 15 minutter til osten er gratineret flot og hamburgerryggen er gennemstegt - hvilket man lige tjekker ved at flytte ananas og ost lidt til side og skærer ned i kødet.




En afsluttende kommentar er, at der er til omkring 6 sultne personen i dette fad, men hvis man laver en god salat ved siden kan den godt række til 8 vil jeg tro. Det tager lidt tid at lave, men det smager fantastisk og så behøver man ikke lave mad de næste par dage, hvis man som os kun er to i lejligheden.

Velbekomme!