søndag den 22. september 2013

Pulled pork goes to Greece

Jep, så tænkte jeg at pulled pork skulle prøves i en ny kombination, så det ikke blev burger, barbeque-sauce og coleslaw, som jeg tidligere har skrevet om herinde. I stedet blev det til pita-brød med spidskål, oliven, feta, tzatziki og lidt rødløg.

Pulled Pork
Tag et svin af en 2 kg nakkefilet og gør en af følgende ting. 1. Put dem i stegeso/gryde eller 2. sæt den på en rist med en opsamlingsbakke med lidt vand under. Inden da har du dog i gnidet den godt ind i salt, peber og kebab-krydderi (som du selv blander hvis du er vild - eller bruger Santa Marias nede fra Brugsen)
Sæt dyret i ovnen ved omkring 90 - 110 grader, og giv den mellem 6 og 9 timer - afhængig af hvilken tilgang du anvender samt hvordan din ovn varmer.
Jeg skal være ærlig at sige, at denne pulled pork blev relativt hurtigt færdig ift. hvad jeg forventede, og jeg har stadig lidt svært ved at knække koden til pulled pork, men erfaring og øvelse er to gode redskaber at bruge - så rock on.



Pita-brød
Da svinet var hurtigt færdigt besluttede jeg mig at lave mine egne pitabrød. Opskriften er vist også en klassisk opskrift, som findes i de flestes kogebøger. Jeg vil bare anbefale at rulle dem meget fladt ud, som på billedet herunder. Brug gerne grahamsmel, hvis du ønsker en lidt grovere og mættede variant. Bag dem til de puffer op som puder og har lidt farve.




Tzatziki
Jeg valgte at bruge gulerødder denne gang (da jeg havde glemt at købe agurk faktisk) Jeg synes dog også den mætter lidt mere med gulerødder - hvilket jeg jo skal skrive nu hvor jeg glemte agurkerne. På bloggen ligger der et sted en opskrift på gulerods-tzatziki - husk at sætte tid af til at saltet kan trænge ind i gulerødder så væsken siver væk ligesom den har godt af at stå i køleskabet et par timer og trække sig lækker-lækker-lækker.

Andet tilbehør
Det er helt op til den enkelte, hvad man ønsker som tilbehør. Jeg valgte fintsnittet spidskål, som helt sikkert også kan være en sprød salat-type af en art. Feta-ost i tern for lidt fedme, fintsnittet rødløg for et stærkt pift samt lidt oliven i skiver til at runde smagen af med blev det også til.


Under her er pulled pork i sin færdige form. Den var dog kold ved servering, og jeg har erfaret sammen med svigerfar at lidt kød i en skål med noget væske fra stegningen (eller lidt æblejuice/æbleeddike) og så en tur på fuld power i 30 sekunder i mikrobølge-ovnen fungerer meget godt. Pita-brødene serverede jeg varme fra ovnen.


Der er desværre ikke noget billede fra selve "samlingen" af pita'en, men forestil dig det hele blandet godt sammen med masser af snask - himmelsk godt, og en fin måde at bruge pulled pork på en anden måde. Måske en smule omfangsrigt med tiden, men et billigt stykke kød, der mætter mange munde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar