torsdag den 15. august 2013

Kalkun-rullesteg til grillen

Hjemmelavet kalkun-rullesteg med hjemmelavet marinade. Et forsøg helt fra egen fantasi, der til dels lykkedes - marinaden kom på lidt for tidligt i grillen, så stegen blev lidt branket hist og her og grillen havde lidt for høj varme, så det yderste blev en anelse tørt. Ellers er jeg ret meget tilfreds med forsøget.

Ingredienser til stegen:
  • Et kalkunbryst
  • 8 skiver bacon
  • 1 dåse ananas
  • 6 forårsløg
  • 1 tsk chiliflager
Skær kalkunbrystet op på midten, læg det mellem to store stykker folie, tag en tung gryde og bank det fladt. Det koster lidt kræfter, men det skal bare have noget tæsk. Jeg vil tro, vores var ca. 1 cm tyk over det hele - plus-minus.
Lav derefter fyldet, hvor du hakker bacon, ananas (uden saft - gem saften), forårsløg i små stykker og blander med chiliflager og sort peber. Fordel fyldet på det flade kalkunbryst - dog ikke til kanter i siden og den ene, der slutter yderst, når du ruller.
Rul så stramt du overhovedet kan, og bind det hele fast med kødsnor - der er vist en teknik, men den kan jeg ikke lige forklare.
Grunden til jeg bruger bacon er fordi kalkunbryst - i min verden - har lidt tendens til at blive tør. Derefter fik den masser af fedtholdig bacon til at give smag og fedme til stegen indefra. Jeg synes, kombinationen fungerede ret godt.

Man kan selvfølgelig bruge en købemarinade, men i stedet for at smide ananassaften ud, kan man bruge den som grundbase i en ret hurtigt marinade. Nedenstående ingredienser havde jeg lige i køleskabet og jeg egentlig ud fra følgende tankegang om noget sødt, surt, stærkt og salt samt lidt umami-smag, som jeg synes ketchup har tendens til det at have sammen med soya.

Ingredienser:
- saft fra ananas
- 2 spsk brun farin
- 1 spsk ketchup
- 1 spsk vineddike
- 1 spsk soya
- Chiliflager efter behag

 Kog det hele ind til en tyktflydende konsistens. Det tager ikke så lang tid.




Derefter er det hele klar til grillen. Jeg grillede det over inddirekte varme i 1 time og 15 minutter til en centrum-temperatur i kødet på 83 grader. Dog skal det ikke have for høj varme i starten, så pas på med at give den for meget gas med grillkullene. Jeg er dog heller ikke en grill-ekspert, så det er jeg sikker på, du kan læse dig til andre steder herinde på nettet.
Som du kan se på billedet, blev vores kalkunrullesteg lidt sort på ydersiden. Det skyldes dels den høje varme, dels at jeg penslede med marinaden til at starte med. Jeg vil derfor anbefale, at man først pensler med marinade halvvejs i grill-tiden.


Server med dine yndlingsting til grillmad. Inden længe burde bloggen også indeholde mine favoritter fra sommerens grill-aftener.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar