onsdag den 3. april 2013

Brød til madpakken

Så har bloggen stået lidt stille, mens den har stået på eksamensskrivning og -læsning. Madlavningen har dog ikke stået stille - det er vist kun tiden til at skrive, der er begrænsningen. Brødene her blev lavet i mine forældres kæmpe køkken, og de er bare helt perfekte til madpakken, når man er blevet træt af rugbrød. Opskriften har Katharina fået fra hendes tidligere arbejdet, hvor en af børnene dagligt havde brødet med. Katharina fik derfor fat i opskriften, som jeg har ændret lidt i.

Det fede ved denne opskrift er, at det ikke skal blandes med maskine eller æltes i hånden, men at det hele klares med en træske eller lignende. Det er simpelthen så nemt at gå til, hvis man har tiden til at brødene kan hæve ordentligt. Jeg starter lige med et lille billede som vaskeægte appetitvækker.



Ingredienser:
  • 25 g gær
  • 1 spsk lys sirup eller sukker
  • 2 dl mælk
  • 8 dl vand (lunkent)
  • 2 spsk olivenolie
  • 500 g fuldkornslignende mel (jeg har brugt 250 g havregryn og 250 g grahamsmel)
  • 600 g hvedemel
  • 1,5 tsk salt
How to do it:
  • Smuldr gær i sukker til det er smeltet
  • Bland mælk, vand og olie og sørg for at blandingen er lunken inden den hældes i gær-sukker-blandingen (Så vidt jeg har hørt - hvis jeg har hørt godt efter - skal væsken i en brødblanding så tæt på 37 grader som muligt. Har den højere temperatur dræbes gærcellerne - har den mindre hæver brødet ikke - jeg regner med at mine kokke/bagervenner retter mig, hvis jeg tager fejl)
  • Rør godt rundt i væsken, så gær-sukker-blandingen er fordelt i væsken.
  • Hæld fuldkornsmel i og rør rundt med en grydeske
  • Derefter salt og det resterende mel
  • Kunsten er nu at vende dejen rundt indtil alt mel er suget op af væsken. Desuden skal dejen føles som en tyk, tyk grød, hvor det er svært at røre med træskeen. 

Derefter skal dejen hæve et lunt sted til dobbelt størrelse - det tager mellem 1 og 2 timer. Derefter bruges en almindelig ske til at fordele dejen på bageplader. Man kan selv vælge størrelse på brødene, men denne her portion giver 10 - 12 store brød.


Lad igen brødene hæve et lunt sted i 1 til 2 timer. Imens tændes ovnen på 250 grader (varmluft), så ovnen er meget varm til når brødene er færdighævet. Jeg har nedenstående tilfælde penslet med æg og derefter siet lidt almindelig hvedemel over for et lidt mere rustik look. (Det er et trick, jeg har fået fra Rune - tak for det!)

Sæt brødene i ovnen ved 250 grader i 5 minutter. Skru derefter ned til 200 grader og giv brødene yderligere 15 minutter til de er færdige. Jeg havde forresten begge plader i samtidig.

Brødene er som altid færdige, når det lyder hult, når man banker på bunden. Her er lige et billede i lidt større version - de er virkelig gode, vil jeg afslutningsvis sige!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar